MIGRATIONENS AFTRYK: VI BLEV NOGLE ANDRE
Filmklip, oplæg, musik og debat

Onsdag den 22. april kl. 16:30

Hvordan har migration formet mennesker, familier og vores samfund? Hvilke drømme, håb og afsavn har præget generationen af gæstearbejdere i 60'erne og 70'erne, og hvordan mærkes arven i dag blandt deres børn og børnebørn?

Denne eftermiddag bringer vi migrationshistorierne ud af filmarkivet og ind i et levende erindringsrum. Her mødes stemmer på tværs af generationer i en ærlig samtale, som sjældent har fået plads i offentligheden.

Gennem filmklip, oplæg, musik og personlige fortællinger skaber vi et rum for refleksion – en overdragelse af erfaringer, drømme og spørgsmål mellem første generation, anden generation og deres efterkommere.

Anledningen er både lanceringen af tidslinjen ’Indvandring til Danmark i det 20. århundrede’ på www.danmarkpaafilm.dk samt projektet ’Generation 2 - Fortællinger fra 80- og 90’erne’ på Immigrantmuseet.

Der serveres spicy snacks fra restaurant Naan Stop Kebab.

Arrangementet er støttet af Aalborg Kommunes Kulturpulje og er lavet i et samarbejde mellem Immigrantmuseet, Danmark på film, Biffen og lokale ildsjæle.

Pris: 50 kr.

Program

Kor Anatolia i Kedelhallen, Nordkraft

Velkomst v. Fadime Turan, Immigrantmuseet

Arven fra gæstearbejderen
Oplæg v. ph.d. Silke Holmqvist, forsker ved Århus Universitet, fortæller gennem arkivklip om arven fra gæstearbejderen som historisk figur

Filmklip og paneldebat
Undervejs vises udvalgte klip fra dokumentarfilmene Mødre i fremmed fædreland (1984) og Barn af to verdener (1984), som danner afsæt for en paneldiskussion med gæster fra flere generationer og spørgsmål fra salen

Duokoncert v. Hilal Kaya
Eftermiddagen rundes af med en intimkoncert med Hilal Kaya, hvis lyd og vokal samler aftenens stemninger og erfaringer i et fælles rum.